AndersRue.dk
Fremstilling af bue og pile
En gang imellem får vi tilbudt at lave en bue og 2 pile på gammel traditionel vis. Det sker ved en farmer som hedder Enrique og bor på den anden side af floden og. Han er en lille mand på ca. 40 år, men han ligner en på 60 og kan kun spansk. Hans farm er delt op i en del til hans egne private bolig og en del lavet i gammel traditionel stil. Hans egen del er lavet med moderne værktøj og redskaber inde fra byen som søm, sav, knive og evt. elektriske maskiner. Den anden del er lavet, som man gjorde i de indfødtes tid. Der var inden søm, så bjælkerne er bundet sammen med snor eller reb, som de selv laver af bark eller andre planter. Der var heller ingen knive eller skæreredskaber som i dag, og istedet måtte de bruge sten. Alt dette viser han frem til turister, som betaler 5$ for en rundvisning og et meget underholdende foredrag. Det hele foregår på spansk, så det er meget godt at have en tolk med.

Det første vi laver er buen. Den laves ved at flække en træstamme igennem på tværs, så man ender med ca. 8 stykker. Barken er meget stærk og fleksibel, hvilket gør den ideel til bue. Selve træet er meget hvidt og skal hugges af med en machette. Det er rimelig hårdt arbejde, da træet er hårdt, og man ikke bare kan hugge igennem. Barken kan nemlig blive beskadet, og buen bliver ødelagt. Enrique kan gøre det på max 15 min, mens vi andre kan bruge et par timer for at fjernet træet. Ydersiden af barken skulle også skrabes af, men det var heldigvis ikke så tykt og dermed ikke så tidskrævende. Herefter skæres til i siderne og enderne, så buen kommer til at fremstå ovalt. Til slut laves små spidser i enderne, hvor snoren fastgøres.

Til buen skal jo også laves pile, og dem laver vi 2 af. Spidserne på pilene er ikke af metal, som man måske kunne forestille. De er lavet af et meget hårdt træmateriale formet som en ca.30-40cm lang spids. Denne spids bliver boret ind i hulrummet i en pind lavet af et bambusligende træ, og totallængden på pilen bliver over 1m. De bruger meget lange pile for at ramme de små dyr på jagt. Fjerene sættes på i enden ved først at påføre noget klæbrigt brunt fedt, hvorefter fjerene kan klistres fast. Imellem fjerene føres en snor rundt om pilen for at sikre fjeren mere. Det skal jo også se lidt godt ud, så i begge ender af bambuspinden monteres flerfarvet sytråd. Det sættes fast med det samme klæbrige fedt som brugt tidligere.

Det var rigtig sjovt at lave og endnu sjovere at afprøve bagefter. Det var til gengæld også sværere, end jeg lige regnede med, men til sidst gik det da bedre. Vi tilbragte hele dagen ved ham, og det var spændende at se, hvordan han boede og hvordan de boede i gamle dage. Der var desuden også en lille bod med smykker og tasker lavet af bark, som hans kone havde lavet. Det var også noget han solgte til turister.

Det er i øvrigt en god forretning at have turister på besøg hele tiden. Han tjener ca. 700$ om året, og det lyder måske ikke af så meget, men det er 1/3 af hans årsindtægt. Jeg betalte knap 10$ for at lave buen og pilene, og senere fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne sende den hjem med pakkepost. Buen var simpelhen for lang, og jeg ville ikke rejse rundt med den, indtil jeg skulle hjem. Derfor blev jeg nødt til at sende den hjem med TNT, hvilket kostede 110$. Det vil sige det kostede over 10 gange så meget at sende hjem som at lave. Til gengæld er det en rigtig fed souvenir.